Avocadoæg – fyldte æg med avocado og citron
Her har du chancen for at imponere dine gæster med en let og lækker frokostret. De fine avocadoæg er enkle at lave og passer perfekt på påskebordet.
Avocadoæg er en nem og lækker ret, der passer perfekt til frokostbordet for ikke at tale om påskebordet. De hårdkogte æg er fyldt med æggeblomme, avocado og citron, der er blendet sammen. Det er lige så godt, som det er enkelt. En af den slags retter, der ser ret imponerende ud, men som faktisk er nemme at lave. De er ikke bare virkelig fine at se på, de smager også fantastisk bare som de er eller på et godt stykke brød. Lette og delikate med en frisk og syrlig citronsmag.
Susannes noter
Jeg synes, de her avocadoæg er superfine, og så smager de virkelig godt med det cremede avocadofyld. Jeg er også vild med, at det er så nemt at anrette æggene – det kræver bare en sprøjtepose.
Her har jeg anrettet avocadoæggene med rejer ved siden af. Kombinationen af avocado, æg og rejer er jo en klassiker. Men hvis du foretrækker en vegetarisk udgave, fungerer avocadoæggene også helt fint for sig selv uden rejer.
Til pynt har jeg brugt de små snack-avocadoer, som på forunderlig vis er uden sten. Men du kan sagtens erstatte snack-avocado af en almindelig avocado skåret i mindre både.
Avocadoæg – fyldte æg med avocado og citron
Udstyr
- Stavblender
Ingredienser
- 4 æg (hårdkogte)
- 1 avocado
- 2 spsk. citronsaft
- salt og peber
- 4 snack-avocadoer (kan erstattes af en stor avocado skåret i både)
- 200 g rejer (undlades for en vegetarisk ret)
Fremgangsmåde
- Halver de hårdkogte æg og vip forsigtigt blommen ud.
- Put æggeblommer, citronsaft og den store avocado i et blenderglas og blend til en ensartet creme. Smag til med salt og peber og evt. mere citronsaft.
- Put avocadocremen i en sprøjtepose og fordel massen i de halve æg. Anret det hele på et fad med rejer og snackavocadoer.
Tips til opskriften
Se andre opskrifter med avocado