Sådan laver du mandelmælk uden sukker – billigt og nemt
Her får du en opskrift på hjemmelavet mandelmælk uden sukker. Mandelmælk behøver ikke at indholde mere end to ingredienser: mandler og vand (tre, hvis du tilføjer lidt salt for at fremhæve smagen). Så simpelt er det. I modsætning til købt mandeldrik som ofte indeholder sukker, stabilisatorer og emulgatorer. Hvorfor skal der overhovedet være sukker i mandelmælk? Jeg synes, mandlerne kommer med en naturlig sødme, som gør mælken tilpas sød.
Hvordan laver man mandelmælk?
Det er så nemt at lave selv, at jeg ærger mig over, at jeg nogensinde har købt færdiglavet mandeldrik. Mandelmælk laves ved at lægge mandlerne i blød natten over. Efter ca. 12 timer er mandlerne klar til at komme i blenderen sammen med frisk vand og evt. lidt salt. Så blendes til massen er cremet, før man tilsætter resten af vandet og blender igen. Så skal mandelmælken blot sigtes, og den er klar til brug. Smid endelig ikke mandelpulpen ud. Den kan du bruge til at lave supernemme glutenfri pandekager.
Har mandelmælk et lavere klimaaftryk end komælk?
Nej, overraskende nok så jeg til min overraskelse, da jeg researchede til denne artikel, at købt mandeldrik har stort set samme klimaaftryk som sødmælk. Det skyldes, at komælk har et negativt tal for den indirekte arealanvendelse, der trækkes fra i det samlede regnstykke. Det betyder, at udledningen fra sødmælk faktisk er en lillebitte smule mindre end for mandeldrik (kilde: Den store klimadatabase). Både sødmælk og mandeldrik har dog et lavt klimaaftryk sammenlignet med fx kaffe, som du kan se i tabellen efter opskriften, hvor jeg sammenligner forskellige drikkevarer.
Hvorfor bruge hjemmelavet mandelmælk?
Der kan være mange grunde til at bruge mandelmælk i stedet for almindelig mælk. Hvad enten det skyldes allergi, plantebaseret livsstil, smag eller noget helt fjerde, er hjemmelavet mandelmælk et lækkert og billigt alternativ til komælk. Ved at lave det selv, undgår man unødvendige tilsætningsstoffer, og man vælger selv, om der skal sukker eller andre sødestoffer i.
Mandelmælken har en mild smag af mandler og kan bruges i chiagrød, kaffe eller smoothie. Prøv fx denne aroniasmoothie med mandelmælk.
Sådan laver du mandelmælk uden sukker – billigt og nemt
Equipment
- Blender, eller fodprocessor
Ingredienser
- 50 g mandler
- vand til iblødsætning
- ½ l vand
- 1 knsp. salt
Sådan gør du
- Sæt mandlerne i blød i koldt and natten over i køleskabet.
- Hæld vandet fra og put mandlerne i blenderen med salt og en lille smule vand.
- Blend til mandlerne er blevet til en grød. Tilsæt resten af vandet og blend lidt endnu.
- Sigt mælken gennem en finmasket sigte (gem pulpen til pandekager). Mandelmælken kan bruges, som den er, fx i smoothie, eller du kan hælde den gennem et klæde for at sigte de mindste mandelstykker fra.
Tabel: Klimaaftryk fra mandeldrik og andre drikkevarer
| Drikkevare | kg CO2e/ pr. kg* |
| Postevand | 0 |
| Sødmælk, 3,5 % fedt | 0,50 |
| Mandeldrik, ikke beriget | 0,53 |
| Rødvin | 1,65 |
| Blandet frugtsaft (sødet) i plastikflaske | 2,52 |
| Instant kaffe | 17,28 |
*Alle livscyklusanalyser er forbundet med en vis usikkerhed, og det gælder også resultaterne i Den store klimadatabase. CONCITO og 2.-0 LCA consultants står inde for resultaterne, men udelukker ikke, at der kan være fejl i så stort et datamateriale. Jeg kan også have taget fejl i aflæsningen af data fra databasen.
Se andre opskrifter med mandler