Sund frugtsalat med efterårets frugter

Her har jeg samlet efterårets skønne frugter og bær i en sund frugtsalat. Mange af frugterne kan hentes i haven i efteråret. Det gælder æbler, pærer, blommer, blåbær, hindbær, druer og selv jordbær, hvis man har en sort, der blomstrer hele sæsonen. Hvis du ikke har dem haven, er det i efteråret, at de danske frugter som æbler, pærer og blommer er på deres højeste med allermest smag og sødme, så gå efter dem. Ellers kan alle disse frugter og bær fås fra Europa lige med undtagelse af banan.
Jeg kalder det en sund frugtsalat, fordi den er helt uden tilsat sukker og samtidig rig på fibre og vitaminer. Kombinationen af frugt nødder og chiafrø giver et ekstra højt fiberindhold som mætter godt.
I stedet for den klassiske råcreme blander jeg yoghurtcreme med vanlje af A38 og yoghurt. Det er en frisk og let erstatning for traditionel creme. Vælger du et magert mælkeprodukter som skyr får du morgenmad med lavt fedtindhold og lidt ekstra protein. Mælkeprodukter som A38 bidrager desuden med mælkesyrebakterier, der er gode for din tarmflora. Vil du undgå sukker helt, så brug vaniljepulver i stedet for vaniljesukker.
Jeg spiser sådan en skål med frugt, yoghurt, nødder og chiafrø til morgenmad næsten hver dag året rundt, og jeg bliver aldrig træt af det. Hvis man følger årstiden, varierer udvalget af frugt så meget, at det aldrig bliver ensformigt. Og så er det en superdejligt og frisk morgenmad, man kan spise i stedet for brød eller gryn.
Sund frugtsalat med efterårets frugter
Ingredienser
Yoghurtcreme
- 3 spsk yoghurt naturel, græsk yoghurt eller skyr
- 6 spsk. A38
- ¼ tsk. vaniljepulver
- 1 tsk. chiafrø (kan udelades for en mere cremet konsistens)
Frugt
- ½ banan
- ¼ æble
- ¼ pære
- ½ kiwi
- Lidt druer
- Lidt blåbær
- Lidt hindbær
Drys
- 2 spsk blandede nødder, hakket
Sådan gør du
- Rør græsk yoghurt, A38, chiafrø og vaniljepulver sammen.
- Skær frugten i mindre stykker.
- Anret frugtsalat med yoghurtcremen og drys med nødder.