Vaniljeis – nem grundopskrift på is med kondenseret mælk

Denne opskrift på is med kondenseret mælk må næsten være den nemmeste i verden. Foruden kondenseret mælk er isen lavet af to ingredienser: piskefløde og vanilje. Du får en smeltende lækker hjemmelavet vaniljeis uden unødvendige tilsætningsstoffer, og du skal bare bruge ca. 10 minutter, før du fryser isen. Hvorfor har jeg ikke vidst det noget før?
Det eneste, du skal gøre for at kunne imponere med denne nemme hjemmelavede vaniljeis, er at skrabe vaniljekorn ud af en vaniljestang, piske flødeskum og blande kondenseret mælk i. Så er isen klar til at komme i fryseren. Her passer den sig selv, til du skal bruge den. Og det allermest geniale er, at isen er blød og cremet, selv om du ikke har rørt en finger (hehe).
Brug denne vaniljeis til brownie (verdens bedste), pandekager eller frugttærte. Hvis du har stikkelsbær, så prøv denne stikkelsbærtærte med marcipan. Stikkelsbærtæren er guddommelig, men det er jo desværre sjældent man har stikkelsbær, så jeg kan også anbefale denne æbletærte med karamelliseret mandelcrumble (man kan heldigvis altid få æbler).
Dette er en grundopskrift på is med vanilje. Spørger du mig, vil jeg sige, at der skal ægte vanilje i vaniljeis. Det er jo det isen skal mage af, så jeg putter korn fra en hel stang vanilje i vaniljeisen. Men skal isen være ekstra nem, kan du godt erstatte vaniljekorn med 2 tsk. vaniljepulver.
Du kan selvfølgelig også putte alle mulige andre lækre smagsvarianter i isen. Chokolade, frugt, friske bær, syltet frugt eller bær, sirup, nutella, peanutbutter, knuste marengs, browniestykker… Meld gerne tilbage i en kommentar, hvad du har smagt din is til med.

Sådan får du is uden krystaller
Når man bruger kondenseret mælk har man nærmest garanti for succes, da isen ikke krystalliserer. Is med kondenseret mælk bliver nemlig helt cremet også uden ismaskine. Så hemmeligheden til at lave hjemmelavet is uden krystaller er at bruge kondenseret mælk. Det fantastiske er, at is med kondenseret mælk er cremet og blød lige fra fryseren.
Jeg laver nogle gange isen af hjemmelavet kondenseret mælk, hvis jeg har for meget mælk, som jeg ikke kan nå at drikke. Det er en smart måde at forlænge holdbarheden af mælken. Den hjemmelavede kondenserede mælk fungerer helt som den købte. Her kan du se, hvordan jeg laver kondenseret mælk.
En anden fordel ved at lave is af kondenseret mælk er, at man ikke behøver at bruge æg. Det synes jeg er en god ting, da isen så ikke smager af æg. Det er jo lidt en smagssag, men jeg synes ofte, at hjemmelavet is smager for meget af æg.
Vaniljeis – opskrift på is med kondenseret mælk
Equipment
- elpisker (eller piskeris)
Ingredienser
- 1 vaniljestang (eller erstat med 2 tsk. vaniljepulver pr. vaniljestang)
- 5 dl piskefløde
- 1 dåse sødet kondenseret mælk ca. 400 g
Sådan gør du
- Skrab kornene ud af vaniljestangen og sæt dem af i en skål.
- Hæld fløden i skålen og pisk til den danner toppe.
- Bland forsigtigt flødeskum og kondenseret mælk.
- Hæld i en beholder med låg og frys minimum 4 timer (efter 3 timer er isen som softice).
Noter
