Tunsalat a la Joe & the Juice

Her har jeg forsøgt at finde sammensætningen på en tunsalat a la Joe & the Juice. En god tunsandwich er altså virkelig lækker, og Joe & the Juice’s tunacado-sandwich er uovertruffen. Det er helt sikkert kombinationen af en god tunsalat, avocado og pesto, der gør det.
Brødet på billedet er et stenalderbrød uden æg, og det fungerer faktisk udmærket som sandwichbrød, hvis man klemmer det lidt flat i paninijernet.
Da jeg skulle skrive opskriften her, blev jeg i tvivl om forskellen på tunsalat og tunmousse. Jeg kom frem til, at en tunmousse er blendet og ofte lavet med smør eller husblas, mens tunsalat er rørt og mere grov i konsistensen. Ud fra denne definition er dette en tunsalat. I denne opskrift er det nemlig tun, creme fraiche og mayonnaise, der er rørt sammen med forårsløg, tabasco, citron, dild og lage fra syltede agurker eller jalapenos. Dild er selvfølgelig bedst, når det er frisk, men den dild, man køber uden for sæsonen smager ikke af noget. Så er der mere smag i den tørrede.
Hvis du skal lave en tunacado-sandwich a la Joe & the Juice, får du brug for en pesto med basilikum. Vælg en god en fra køledisken, eller lav en hjemmelavet pesto. Det er ret nemt og smager vildt godt.
Tunsalat som frokost, forret eller aftensmad
En gang om ugen har vi besluttet, at der skal være fisk på menuen til aftensmad. En sandwich med tunsalat a la Joe & the Juice er et populært valg til fiskedagen. Det fungerer som nem og hurtig aftensmad. Er der god tid, laver jeg også enten en avocadosmoothie eller en avocadolassi at drikke til.
Det er lidt i overkanten at beregne tre dåser tun til fire personer, men tundåserne bliver altså mindre og mindre, og 2 dåser tun er lige i underkanten herhjemme, hvor to af de fire personer er sultne teenagere. Så ud fra devisen hellere for meget end for lidt, har jeg sat opskriften til fire personer.
Man behøver selvfølgelig ikke at servere tunsalat på en sandwich. Den kan også bruges som forret enten på en bund af salat eller med flutes til.

Tunsalat a la Joe and the Juice
Ingredienser
- 3 dåser tun 300 g
- 4 spsk. creme fraiche
- 2 spsk. mayonnaise
- 2 spsk. Citronsaft ca. ½ citron
- 1 spsk. Lage fra syltede agurker eller jalapenos
- 2 forårsløg
- 1 tsk. tabasco eller anden form for chilisovs
- 1 tsk. tørret dild eller frisk dild, hvis det er i sæson
- Salt
- Peber
Sådan gør du
- Hak forårsløg fint.
- Dræn tunen.
- Kom alle ingredienserne i en skål og mos med en gaffel, til tunen er findelt, og tunmoussen er blevet sammenhængende.
- Smag til med salt, (rigeligt) peber, citron og tabasco eller anden chilisovs.