Avocadocreme
Avocadocreme er et sundt, nemt og meget lækkert alternativ til sovs og dip. Den er god til både kylling, laks, i pitabrød, burger eller madpandekager og som dip til grøntsagsstave eller fritter. Og så er avocadocreme selvfølgelig også god i mexicanske retter i stedet for guacamole.
Til forskel fra guacamole er denne avocadocreme uden frisk hvidløg. Jeg synes, det gør den mere mild mild, og man kan bedre smage avocaoen. Jeg tilsætter også lidt tamari, hvilket giver ekstra umami til dippen. Du kan sagtens lave avocadocremen uden, men det gør smagen lige en tak bedre.
Avocadocremen bliver så god som avocadoerne. Det betyder meget at bruge modne avocadoer når man laver avocadodip. Ellers kan den ikke blendes cremet, og smagen bliver kedelig, hvis avocadoerne er for umodne. Her kan du læse om, hvordan du finder af, om en avocado er moden.
Avocadocremen kan ikke gemmes, så lav kun så meget, som I kan nå at spise med det samme.
Susannes kommentar
Vi får denne avocadocreme mindst en gang om måneden. Jeg har næsten altid avocadoer i huset, og så er det et sundt alternativ til sovs til aftensmaden. Avocadocremen er lynhurtig at lave og den kan bruges som dip til næsten alt – det er ikke så tosset, når man elsker dyppelse.
Avocadocremen passer til alle slags kylling, prøv fx til marineret kylling i airfryer, kylling i italiensk marinade eller sommerfuglekylling i ovn. Du kan også bruge avocadocremen på brasiliansk salat med saltmandler.
Avocadocreme
Udstyr
- Stavblender
Ingredienser
- 2 avocado
- ¼ tsk hvidløgspulver
- ¼ tsk løgpulver
- ¼ tsk paprika
- 1 knsp. cayennepeber
- ½ tsk dild
- salt og peber
- 2 spsk A38 eller creme fraiche
- 1 squiz citron (kan undlades)
- 1 tsk. tamari (kan undlades)
Fremgangsmåde
- Put alle ingredienserne i et blenderglas og blend til massen har den ønskede konsistens. Er avocadoerne tilpas modne, kan de også moses med en gaffel, men det bliver knap så cremet.
- Smag til med salt og peber.
- Kunne du lide opskriften? Del gerne dine erfaringer ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ .
Se andre opskrifter på dressing og dip