Aroniasnitter med mandelbund og aroniaglasur (glutenfri)
Aroniasnitter er saftige og lækre glutenfri kagesnitter med aroniamarmelade. Et fint alternativ til hindbærsnitter med aronia i stedet for hindbær. Dejen er lavet med mandelmel og kokos, og det smager altså supergodt. De bliver ikke helt så sprøde som almindelige hindbærsnitter, men se her, hvad en testsmager sagde:
“De her aroniasnitter er bedre en nogen hindbærsnitte, jeg har fået. De er slet ikke tørre som almindelige hindbærsnitter. Fantastisk kage.”
Du skal bruge denne opskrift på æble-aroniamarmelade. Hvis du ikke har kogt marmeladen på forhånd, skal du sørge for, at den er kølet af, inden du smører marmeladen på bundene. Sørg også for at koge maremeladen godt tyk, så den ikke løber ud, når kagen bages. Aroniasnitter kan sagtens laves som traditionelle hindbærsnitter med hindbærmarmelade i stedet for aroniamarmelade. Du kan også erstatte aronia med blåbær.
Der er to muligheder, når det kommer til kagesnitter med marmelade: skal bundene bages med eller uden marmelade. Jeg bager dem med marmeladen, så syltetøjet binder snitten sammen, og det hele karamelliserer en smule. Det synes jeg er ualmindeligt lækkert.
Den dybrøde glasur og mønsteret har jeg lavet med aroniasirup. Hvis du ikke har aroniabær eller gerne vil undgå at koge sirup, kan aroniasnitterne fx også pyntes som hindbærsnitter med hvid glasur og frysetørret hindbær.
Hvordan opbevares aroniasnitter?
Aroniasnitter er tørkager og kan godt opbevares ved stuetemperatur til dagen efter. I så fald ville jeg blot dække dem til med et viskestykke. På denne måde bevarer de deres sprødhed bedst og minder mest om traditionelle kagesnitter i konsistensen. Glasuren bevarer også sit udseende bedst udenfor køleskabet.
Jeg opbevarer dog aroniasnitterne i køleskabet i en lufttæt beholder, så de ikke tager smag af anden mad. I køleskabet beholder snitterne deres saftighed. I det hele taget foretrækker jeg, at kager sætter sig i køleskabet frem for, at de står og bliver tørre på køkkenbordet – men det er jo en smagssag. I køleskabet bevarer snitterne også deres holdbarhed længere. Men det har en pris, hvis man har puttet glasur på, da den kan blive lidt trist at se på.
Aroniasnitterne kan også fryses, og de tør ret hurtigt op. Det er bedst at fryse kagerne uden glasur, men det kan dog godt gå at fryse dem med glasur, hvis man kan leve med, at de efter optøning.
Når du har lavet glasuren, har du de syltede aroniabær tilovers. Dem kan du tørre 20–25 minutter ved 120 grader i airfryeren. Derefter kan de bruges som tørrede tranebær eller rosiner – eller i denne farligt gode aroniafudge. Har du flere aroniabær, kan du overveje at bruge dem i denne aroniakage med æble.
Aroniasnitter med mandel-kokosbund og aroniaglasur (glutenfri)
Ingredienser
Kage
- 200 g mandelmel
- 100 g revet kokos kokosmel
- ½ tsk. vaniljepulver
- 1 knsp fint salt
- 75 g flormelis
- 100 g koldt smør
- 1 æg
- 200 g aronia syltetøj (se link længere nede) kan erstattes af hindbærmarmelade, men sørg for at bruge en tyk marmelade. Jeg koger marmeladen ekstra godt ind.
Aroniasirup
- ½ dl sukker
- ½ dl vand
- 100 g aronia (kan ersattes af blåbær)
Aroniasglasur
- 200 g flormelis
- 2 spsk aroniasiup
- 2 spsk kogende vand
Alternativ glasur
- 200 g flormelis
- 3–4 spsk kogende vand
- Frysetørrede hindbær
Sådan gør du
Kage
- Bland de tørre ingredienser.
- Skær smøret ud i blandingen og nulr det, til det er findelt.
- Saml dejen med ægget.
- Opvarm ovnen til 150 grader
- Rul dejen ud til to firkanter på 24x18. Jeg synes, det er nemmest at gøre på bagepapir med et stykke film oven på dejen.
- Sæt på køl en times tid.
- Fordel marmeladen på den ene bund
- Løft forsigtigt den anden bund (med bagepapiret) oven på syltetøjet, og træk bagepapiret af.
- Bag bag kagen midt i ovnen ved 150 grader i 25–30 minutter (i min ovn er det 27 minutter). Kagen skal være lysebrun ovenpå.
- Lad kagen køle af. Vend kagen om, mens den stadig er på bagepapiret, så bunden kommer opad. Jeg dækker kagen med den anden halvdel af bagepapiret og vender den om mellem to pizzaspader.
Aroniasirup
- Kog vand, sukker og bær i ca. 10 minutter. Tryk gerne bærrene lidt, så saften kommer ud.
- Filtrer siruppen gennem en sigte. Bærrene kan du bruge til aroniafudge som beskrevet ovenfor.
Glasur
- Rør en tyk glasur af flormelis og aroniasirup. Gem lidt aroniasirup til at lave mønstret i kagen. Tilsæt kogende vand en teske ad gangen, til siruppen har den rette konsistens.
- Fordel glasuren over kagen i et jævnt lag.
- Dryp aroniasirup oven på den glaserede kage med en teske.
Udskæring
- Vent til glasuren er størknet. Skær så kagen ud i 12 stykker (3 på den ene led og 4 på den anden). De bliver ikke så store på denne måde, men jeg synes, det er en passende størrelse. Kager med nøddemel mætter mere end kager på hvedemel. Vil du have snitterne lidt større, kan du også skære dem i 9 stykker (3 på hver led).
Se andre opskrifter med aronia