Enebærgryde med kylling i flødesovs med sennep og rosmarin
Enebærgryde er klassisk 80’er-mad, som du her får i en moderne version med kylling. Det er nem og hurtig aftensmad med en cremet flødesovs og smag fra enebær, sennep og rosmarin. Med kylling bliver denne gryderet ekstra hurtig at lave, fordi kylling i små stykker kun skal simre kort tid, før kødet er mørt. Hvis du køber kyllingestrimler, har du en nem hverdagsret klar på kort tid.
Selv om retten hedder enebærgryde, synes jeg, det er nemmere at lave retten på en pande. En gryde er alt for lille til at brune kødet ordenligt i. Hvis man bruger en stor pande med tilhørende låg, er der plads til at brune hele portionen på en gang. Og så kan man bare lave sovsen direkte i panden efter at have brunet kyllingen – og spare opvask.
Man skal ikke bruge så mange ingredienser til enebærgryde. Et enkelt krydderi er dog helt uundværligt, nemlig enebær. Dette krydderi er nu ikke mere særligt, end at du kan købe det i de fleste større supermarkeder. Enebær bruges for eksempel til retter med vildt, men det er også godt sammen med kylling. Det er meget aromatisk, så man skal ikke bruge så mange enebær, og et enkelt glas rækker til mange retter.
Enebær skal knuses, inden, de kommer i sovsen. Har du en morter, kan du bruge den. Ellers kan du også putte enebærrene i en frysepose og kvase dem med en kødhammer. Udover enebær tilsætter jeg også rosmarin, sennep og lidt citron for at få en lækker sovs til enebærgryden.
Susannes kommentar
Jeg havde næsten glemt denne gryderet med enebær. Lige indtil en dag, hvor jeg sad og bladrede i en gammel kogebog fra 80’erne. Bogen hedder Karolines Køkken 2, og den har været i de fleste familier en gang, da Karolines Køkkken kogebøgerne blev delt gratis ud til alle husstande. Det er lidt skægt og nostalgisk at kigge i sådan en kogebog fra 80’erne. Der var ikke mange grøntsager i maden den gang. Men det er nu godt en gang i mellem med en nem og enkel ret, der er hurtig at lave, og hvor man ikke skal have fat på en masse ingredienser.
Hvilken slags kød bruger man til enebærgryde?
Traditionelt bruges svinekød i strimler til enebærgryde, men kylling er et superlækkert alternativ til svinekød. De små stykker kylling bliver meget lækre, når de koger møre i sovsen. Fordelen ved at bruge kylling frem for svinekød er, at kylling i strimler ikke skal koge så længe, før kyllingen er mør. Du kan også laves enebærgryden med kyllingeinderfilet eller kyllingebryst, som du selv skærer i strimler – eller tern for den sags skyld. Resultatet er lige lækkert.
Hvilken slags tilbehør passer til enebærgryde?
Jeg serverer enebærgryden med blomkålsmos, men kartoffelmos er nok det traditionelle valg. Du finder opskriften på blomkålsmos her. Ovnbagte kartofler eller sellerifritter er også lækkert tilbehør til enebærgryde. Jeg kan også godt lide at lave stegte grønne bønner, kogt broccoli eller broccoli-fritter som tilbehør til enebærgryden.
Hvilken slags fløde skal man bruge til enebærgryde?
Flødesovsen bliver lækrest og mest cremet med piskefløde og creme fraiche 38%. Du kan sagtens erstatte med mere magre varianter af fløde og creme fraiche. Så anbefaler jeg at erstatte halvdelen af fløden med bouillon og først tilsætte fløde og creme fraiche til allesidst.Så undgår du, at sovsen skiller.
Enebærgryde med kylling i flødesovs med sennep og rosmarin
Ingredienser
- 650 g kyllingestrimler (eller inderfilet eller kyllingebryst, du selv skærer ud i strimler)
- 2 dl fløde
- 1 ¼ dl dl creme fraiche ½ lille bæger
- 4 enebær
- 1 tsk rosmarin (eller et par kviste frisk rosamarin)
- 1 tsk sennep
- 1 citron saft og skal
- Salt og peber
- Smør til stegning
Pynt
- Persille
Fremgangsmåde
- Brun kyllingen i smør på en pande. Krydr kyllingestykkerne med salt og peber imens.
- Knus enebær og rosmarin i en morter og hæld krydderierne ned til kyllingen. Bruger du frisk rosmarin, skal det ikke med i morteren, men hakkes.
- Tilsæt sennep, citronsaft, fløde og creme fraiche, salt og peber.
- Put låg på panden og lad kyllingen simre stilfærdigt i panden i ca. 10–15 minutter.
- Smag til med citronsaft, salt og peber.