Makroner af mandelmel (glutenfri)
Her får du en nem opskrift på hjemmelavede sprøde og luftige makroner af mandelmel. Naturligt glutenfri småkager med ægte mandelsmag. Meget bedre end købte.
Makroner er små sprøde småkager af mandelmel, sukker og æggehvide. En klassisk makronopskrift indeholder ikke hvedemel eller gluten, så de er naturligt glutenfri småkager.
Hjemmelavede makroner smager meget bedre end deres tørre og ekstremt søde fætter fra supermarkedet. Selv jeg, der ellers har en sød tand, har ikke lyst til at snuppe dem direkte fra posen. Som regel spiser man da også makroner som del af en dessert, hvor de indgår sammen med andre ingredienser. Hjemmebagte makroner er ikke nær så søde og har en ren og naturlig mandelsmag til forskel fra de købte, som er lavet med mandelaroma. Når de bages med mandelmel, synes jeg smagen bliver mere henad kransekage. Det er ikke så mærkeligt, eftersom begge er lavet af mandler, sukker og æggehvide.
Susannes kommentar
Jeg har testet flere forskellige måder at lave makroner på: med hele blendede mandler, færdigkøbt mandelmel, piskede æggehvider og en hurtig metode, hvor alle ingredienser blendes. Jeg har testet mængden og typen af sukker, og om det er tiden værd at opvarme makronmassen, før den sprøjtes ud (det synes jeg ikke). Jeg har også testet forskellen på at sætte makronmassen på bagepladen med eller uden sprøjtepose (de bliver meget pænere med sprøjtepose). Fremgangsmåden i opskriften er den, jeg synes giver de bedste sprøde makroner med en god mandelsmag og lige tilpas søde.
En hjemmebagt makron smager rigtig godt bare som den er – som en lille sprød småkage til en kop te. Du kan bruge de hjemmelavede makroner i typiske desserter med makroner som for eksempel gammeldags æblekage, trifli eller denne hurtige jordbærdessert med makroner.
Makroner af mandelmel (glutenfri)
Udstyr
- Minihakker eller foodprocessor
- elpisker
Ingredienser
- 100 g mandler
- 100 g flormelis
- 2 æggehvider
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 150 grader.
- Blend mandlerne til groft mandelmel.
- Tilsæt flormelis og blend til massen er fint blandet og uden mandelstykker.
- Pisk æggehviderne stive i en skål.
- Vend forsigtigt mandelmelet i æggehviderne.
- Hæld makronmassen i en sprøjtepose med en tylle med stor åbning.
- Sæt ca. 20 makroner på en bageplade med bagepapir.
- Bag makronerne 15–25 minutter. Hvis du ønsker makronerne seje i midten skal du give dem 15. Hvis du ønsker dem meget sprøde skal de have op til 25 minutter.
Noter
Hvilken slags mandelmel er bedst til makroner?
Du kan bruge færdigkøbt mandelmel eller mandler du selv maler til mel i minihakker eller foodprocessor. Jeg synes, at mandelmel, man selv laver, har mere smag end det købte. Til gengæld er færdigkøbt mandelmel mere fintmalet, end man kan selv kan få det i en minihakker eller foodprocessor.
Skal man smutte mandlerne til makroner?
Man behøver ikke at smutte mandler til makroner. Den væsentligste forskel på, om du smutter mandlerne, er farven. Makroner af usmuttede mandler er gyldenbrune, mens de bliver noget lysere med smuttede mandler.
Skal man piske æggehviderne til makroner?
Det giver det mest luftige resultat at piske æggehviderne til makrondejen og vende dem forsigtigt med mandelmel og sukker. Hvis du har travlt, kan du godt blande alle ingredienserne i minihakker eller foodprocessor. I så fald skal du bruge halv mængde æggehvide. Start med at blende mandlerne til mandelmel. Tilsæt sukkeret og kør kortvarigt til det er blandet. Tilsæt så æggehvide og kør til massen er samlet og jævn. Dejen bliver tyk, næsten som marcipan. Resultatet bliver lidt mere kompakt, men stadig superlækkert.
Hvor længe skal makroner bages?
Makroner skal bages ved lav varme – 150 grader – i ca. 20 minutter. Bagtiden afhænger af, hvor sprøde du ønsker dem. Vil du have makroner med en sej midte, kan du nøjes med at bage dem i 15 minutter. Skal de være meget sprøde hele vejen igennem, så giv dem op til 25 minutter.
Betyder makron og macaron det samme?
Makron er beslægtet med de franske macaron, som er to makroner lagt sammen med creme. Jeg er født ind i en sprogfamilie og kan ikke lade være med at nørde sprog, så jeg skulle lige tjekke ordet. Det har sjovt nok også samme oprindelse som makaroni. Ifølge Nudansk Ordbog betød ordet måske helt oprindeligt noget med velsignelse eller salighed. Makroner er da også små dejlige kager.
Se andre opskrifter på glutenfri småkager