Kaki – alt om den orange frugt og de skønneste opskrifter
Kaki er en dejlig vinterfrugt, der lyser op i mørket med sin dybe orange farve og søde, nøddeagtige smag. Man kan næsten ikke andet end at holde af den søde frugt, der er i sæson på et tidspunkt, hvor vi ikke har mange andre frugter og bær at vælge imellem. Læs om kakifrugten og opdage Avocadoens opskrifter med kaki, både frisk og syltet, fra søde marmelader og morgenmad til sprød råkostsalat.
Hop direkte til opskrifter med kaki.
Om kakifrugt
Kaki – eller kakifrugt – findes i forskellige sorter med forskellige navne og lidt forskellige kendetegn. Frugten kaldes også for daddelblomme. Sharonfrugt er en forældret sort som kun dyrkes i Israel. Persimon (eller persimmon på engelsk) er en anden variant, som dyrkes i Spanien. Begge kan spises, mens de stadig er hårde og ikke helt modne, da de er fri for tanniner, som ellers ville få frugten til at smage bittert.
Jeg synes, frugten er lidt svær at blive klog på. Nogle gange minder den om et æble, andre gange mere om en sød nektarin eller blomme. Når den bliver moden er den meget blød og endnu sødere. Smagen er også lidt nøddeagtig med noter af kanel.
Kakifrugt er en ret sød frugt, der kan spises både rå og syltet. Før den er helt moden, er den sprød, næsten som et æble. Her synes jeg, den er bedst frisk fx på yoghurt og grød eller i salat. Frugten kan spises som et æble, eller den kan skære ud fx i både eller tern. Når frugten modner, bliver den mere blød og endnu mere sød. Her synes jeg, den er bedre som syltetøj eller marmelade.
Det kommer an på sorten. Jeg synes, at skrællen på de spanske kakifrugter har en fin, nøddeagtig smag. Er den sej, eller bitter, kan man skære skrællen fra.
De har ikke så lang holdbarhed på køkkenbordet så jeg opbevarer kakifrugt i køleskabet. Ellers bliver de hurtigt bløde og mørke.
Sæsonen for kaki er kort, så man skal nyde de sjældne frugter, mens man kan. Det plejer at være nemmest at købe kakifrugt fra oktober til januar.
Den orange frugt er meget dekorativ med dine forskellige farvenuancer, der spænder fra gulorange indeni til kraftig orange udenpå. Og så har den et fint stjernemønster indeni. Den kan udstikkes til figurer eller kugles med et kuglejern.
Næringsindhold i kakifrugt pr. 100 gram (Kilde: Frida fooddata.dk):
Kalorier: 87 kcal
Kulhydrater: 17,5 g
Kostfibre: 5,9 g
Protein: 0,7 g
Fedt: 0,3 g
Opskrifter med kaki
-
Yoghurtbowle med kakifrugt og kiwi
Yoghurtbowle med kakifrugt og kiwi. Det er januars bud på morgenmad uden stivelse med vinterens frugt, græsk yoghurt, A38, chia og nødder.
-
Kakisyltetøj med æble, kanel og stjerneanis
Dette kakisyltetøj med æble er sødt og krydret vintersyltetøj smagt til med kanel og stjerneanis. Det er lækkert at bruge på fx yoghurt, chiagrød og pandekager.
-
Chiagrød med hytteost og kakifrugt – morgenmad eller sund dessert
Spis denne chiagrød med hytteost med frisk kakifrugt som en lækker morgenmad eller med syltet kakifrugt som en sund dessert. Toppes med pekannødder og kanel.
-
Gulerodssalat med kakifrugt, granatæble og ingefær
Gulerodssalat med kakifrugt er en usædvanlig, men dejlig kombination, hvor granatæble, ingefær, citron og pekan giver modspil og knas til den søde salat.
-
Lynhurtigt kakisyltetøj
Opskriften på en meget nem syltetøj af kakifrugt, der laves i mikroovn. Kakisyltetøj i mikroovn bliver rigtig godt, fordi frugten beholder lidt bid.
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen 🥑. Jeg ville blive så glad, hvis du også kiggede forbi Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest eller YouTube ❤️. Du kan også tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev.