Ærtepuré med forårsløg
Ærtepuré kan laves at både friske og frosne ærter, men det er bedst med sommerens lidt for tykke og bitre ærter. Man skal netop ikke bruge de nye søde ærter. Så bliver ærtepurén for sød. Det samme gælder, hvis man bruger små fine ærter fra frost.
Ærtepuré en genial måde at bruge friske ærter, som ikke længere er helt så friske, som da man købte dem. Eller som er plukket for sent, og derfor er blevet for store og kedelige. Forvandlingen fra sød og saftig til bitter og melet skyldes, at sukkeret i ærterne bliver omdannet til stivelse. Og det er superærgerligt, for den slags ærter, der er bitre og melede, er der ingen, der gider at spise rå. Men – og her kommer de gode ‑når de kedelige ærter koges med forårsløg og smages til med olivenolie og citron, forvandles de til en meget lækker ærtedip.
Grøntsagspuré er lækkert og nemt at lave og mere sundt end sovs. Jeg har kaldt den for ærtepuré, men i realiteten er det en blend eller en ærtemos, da ærterne ikke pureres. Smagen er mild. Du kan godt tilsætte hvidløg eller andre krydderier, men jeg kan godt lide denne enkle opskrift, hvor ærterne får lov at smage tydeligt igennem.
Susanne: Grønne ærter burde være en superfood
Ærter har et lavt kalorieindhold, et lavt fedtindhold og et højt fiber- og proteinindhold sammenlignet med andre grøntsager. Ikke så meget som, kikærter, kidneybønner og linser, men de ligger ret højt sammenlignet med for eksempel agurk, tomat og selv hvidkål.
Sådan laver du puré med ærter og forårsløg
Ærtepuréen kræver blot fire ingredienser (foruden salt og peber), nemlig ærter, forårsløg citron og olivenolie. Ærterne skal bælges, og forårsløgene skal snittes i grove stykker. Det hele skal blendes, så du behøver ikke at skære dem fint.
Ærter og forårsløg skal koge længe for at mosen kan blive cremet og mild i smagen, men har jeg travlt med at få maden bordet, kan jeg godt gå på kompromis med kogetiden. Ærtedippen bliver god alligevel, men løgsmagen bliver mere skarp.
Sæsonen for friske ærter er ret kort, så jeg har også lavet puréen af frosne ærter. Især hvis jeg er kommet til at købe en pose med meget store grove frosne ærter. Ærtemosen bliver lidt mere sød, når man bruger frosne ærter. Det kan man opveje ved at bruge godt med citronsaft og peber.
I opskriften angiver jeg tilberedningstiden med ærter, der er klar til brug. Vælger du ærter, som først skal bælges, tager det noget længere tid. Er der meget store ærter, skal de også koge lidt længere tid end mindre frosne ærter.
Ærtepuré som tilbehør til næsten alt
Ærtepuréen kan bruges til grillmad og som et sundt alternativ til sovs. Den smager fænomenalt til frikadeller og andre farsretter som fx kyllingebøffer. Ærtemosen går også supergodt til fish & chips. Når du blender puréen, kan du justere konsistensen med lidt af kogevandet. Skal du bruge den som smørrelse til sandwich, må den gerne være tyk, mens den gerne må være lidt mere cremet, hvis den skal bruges som sovs
Du kan også bruge ærtepuré i stedet for dressing i en lun kartoffelsalat. Tilsæt dobbelt mængde olivenolie, lidt sennep og krydderurter som fx estragon. Vend så de varme nykogte kartofler i ærtedippen. Det giver en lækker grøn kartoffelsalat.
Ærtepure med forårsløg
Udstyr
- Foodprocessor
Ingredienser
- 250 g ærter friskpillede eller fra frost – det bliver bedst med friske ærter
- ½ bundt forårsløg
- vand til grøntsagerne lige akkurat er dækket
- ¼ tsk. salt
- ¼ citron (saften)
- 1 spsk. olivenolie
- Peber
Fremgangsmåde
- Kom ærter og grofthakkede forårsløg i en gryde.
- Tilsæt salt og koldt vand, så grøntsagerne lige er dækket.
- Bring gryden i kog, og lad det simre20-25 minutter, hvis det er store melede ærter. Er det små ærter fra frost, behøver de måske ikke koge helt så længe. Men både ærter og forårsløg skal være helt møre.
- Hæld indholdet fra gryden i en foodprocessor. Der må gerne følge lidt af vandet med. Hvis der er meget vand tilbage i gryden, så hæld det fra inden, men gem lidt til evt. at justere konsistensen.
- Blend ærter og forårsløg med olivenolie og citronsaft til massen er jævn. Tilsæt lidt af kogevandet, hvis du synes, puréen er for tyk.
- Smag til med citronsaft, salt og peber.
Video
Se andre opskrifter på dip og dressing
Tak fordi du kigger forbi her på Avocadoen 🥑. Jeg ville blive så glad, hvis du også kiggede forbi Avocadoen på Facebook, Instagram, Pinterest eller YouTube ❤️. Du kan også tilmelde dig Avocadoens nyhedsbrev.