Bagte cherrytomater på fetacreme med hvidløg og citron (airfryer/ovn)

Indeholder reklame for Fresh.land.
Til denne forret har jeg brugt bagte heirloom cherrytomater i forskellige farver. Tomaterne anrettes på en bund af fetacreme. Det er lige så godt, som det er enkelt, og det ser så flot ud med de forskelligt farvede bagte tomater. Kan du ikke få heirloom tomater, kan du vælge andre cherrytomater i forskellige farve og størrelser. Når cherrytomaterne bages med olivenolie, honning og rosmarin bliver de ualmindeligt søde og lækre og en helt fantastisk makker til den salte fetacreme.
De bagte tomater kan bages i ovn eller airfryer, hvis din airfryer er stor nok til et fad, hvor alle tomaterne, ligger nogenlunde i et lag. Ellers hvis du laver en mindre portion. Selv om du bager tomaterne i airfryer, skal du lægge dem i et ovnfad, så tomaterne ligger i blandingen af olie og honning.
Tomater med ekstra god smag
Da jeg blev kontaktet af Fresh.land, der spurgte, om jeg kunne være interesseret i at afprøve deres heirloom cherrytomater, blev jeg nysgerrig. Det var ikke en slags, jeg havde hørt om før, og jeg var nødt til at google de særlige tomater. Heirloom cherrytomater har en ekstra intens tomatsmag, fordi de ikke har været fremelsket, som man ellers gør, for at tomater kan blive ensartede i form og størrelse. Heirloom tomater skal kunne spores mindst 50 år tilbage, så de smager jo egentlig som tomater har smagt i årtier.

Jeg modtog en kasse med gule, orange, røde og grønne cherrytomater. Heirloom cherrytomaterne ville helt sikkert have gjort sig helt fantastisk i denne brasilianske salat med cherrytomater, saltmandler og avocado. Men tomaterne fortjener at spille hovedrollen. Så mit valg faldt på at bage tomaterne og anrette dem på et leje af cremet og salt fetadip.
Når tomaterne er i centrum som i denne forret, er det bedst at lave den i sommerhalvåret, hvor tomaterne er solmodne og fulde af smag. Hvis man bruger vintertomater, har tomaterne slet ikke den samme intense smag.
Nem forret med cherrytomater og fetacreme med græsk yoghurt
Bagte cherrytomater på fetacreme er meget velegnet som forret serveret med brød. Du kan også bage knækbrød og skære ud i aflange stykker, som man kan bruge til at skovle bagte tomater og fetacreme op med.
I Danmark kalder vi salatost eller hvidost for feta, og når jeg skriver feta, mener jeg egentlig det hele, men det er jo ikke helt præcist. Jeg er ikke selv så meget til den originale feta lavet på gede- og fåremælk, så jeg køber faktisk slet ikke feta, men salatost i blok. Men det er jo en smagssag. Gå efter din yndlingshvidost. Jeg blender fetacremen med græsk yoghurt. Den kan også laves med creme fraiche, skyr eller et andet mælkeprodukt. Men jeg synes, feta alene bliver for markant i smagen.
Jeg foretrækker at lave forretten lige inden, gæsterne kommer, så tomaterne er en lille smule lune. Jo længere hvidløget trækker i fetacremen, jo stærkere bliver hvidløgssmagen, og så synes jeg, hvidløget bliver for gennemtrængende. Andre mindre løgsarte ganer kunne sagtens foretrække at lade hvidløget trække lidt. Jeg kan bedst lide den milde hvidløgssmag, så jeg bruger et fed hvidløg, der er bagt lidt sammen med tomaterne. Er du mere til den skarpe friske hvidløgssmag, kan du sagtens undlade at bage hvidløget.
Bagte cherrytomater på fetacreme med hvidløg og citron (ovn/airfryer)
Ingredienser
Bagte tomater
- 800 g tomater i forskellige farver
- 2 spsk olivenolie
- 1 spsk. honning
- ½ tsk salt
- friskkævrnet peber
- 4 kviste frisk rosmarin
Fetacreme
- 200 g feta eller salatost/hvidost i blok
- 100 g græsk yoghurt
- ½ citron – saft og skal økologisk
- 1 fed hvidløg med skallen på
- friskkværnet peber
Anretning
- 1 bundt purløg til anretning
Sådan gør du
Bagte tomater
- Varm ovnen op til 250 grader varmluft, hvis du bruger ovn. Bruger du airfryer, behøver den ikke at forvarmes.
- Læg tomaterne i et fad og vend dem med olie, honning, salt og peber.
- Læg rosmarinkviste mellem tomaterne.
- Læg et fed hvidløg med skal på i et hjørne af fadet, så det er nemt at få øje på.
- Ovn: Bag tomaterne i ca. 15 minutter ved 250 grader varmluftAirfryer: Bag fadet med tomaterne i ca. 10 minutter ved 240 grader.OBS: tag hvidløgsfeddet ud efter 5 minutter!
- Nogle af tomaterne må gerne være en lille smule brankede i toppen.
Fetacreme
- Mens tomaterne bages færdigt, laves fetacremen.
- Pil skallen af det bagte hvidløgsfed og pres det gennem en hvidløgspresser eller skær det i mindre stykker med en kniv.
- Put hvidløget i en foodprocessor med de øvrige ingredienser til fetadippen.
- Blend til massen er ensartet og cremet.
- Bred fetadippen ud på et fad.
- Anret de bagte tomater ovenpå cremen.
- Drys med rigeligt purløg ovenpå tomaterne til sidst.
Har du flere tomater, du skal have brugt?
