Kirsebærmarmelade af fuglekirsebær med sten

Her får du opskriften på kirsebærmarmelade af fuglekirsebær. Mens almindelige kirsebær er en dyr affære, kan man plukke fuglekirsebær helt gratis mange steder i Danmark. Fuglekirsebær er ganske vist små, men de er søde og saftige, og de giver en dejlig marmelade med god smag.
Det er noget af et arbejde at udstene de små fuglekirsebær. Denne marmelade har jeg kogt af kirsebær med sten. Fordelen ved at koge marmeladen med sten er, at man slipper for at få kirsebærfarvede fingre, hvilket er uundgåeligt, når man udstener kirsebærrene. Tidsmæssigt synes jeg ikke der er noget at spare ved at koge kirsebærmarmeladen med sten, da man enten skal purere marmeladen eller fiske stenene op efterfølgende. Jeg giver dig to metoder til at at fjerne kirsebærstenene. Vil du hellere lave syltetøj af udstenede bær, så prøv denne opskrift på kirsebærsyltetøj.
I opskriften her får du fremgangsmåde til at koge marmeladen i gryde. Den kan også koges i mikroovn. Efter opskriften kan du se en tabel med kogetider for marmelade i mikroovn, fordi kogetiden afhænger af mængden.
Metode 1: Kirsebærmarmelade uden hele bær
Fidusen er at koge kirsebærrene til stenene så vidt muligt løsner sig fra bærrene. Dernæst kan man enten purere så meget som muligt af kirsebærkødet gennem en sigte. Til sidst bringes syltetøjet i kog igen og hældes på glas. Resultatet er kirsebærsyltetøj uden hele bær. Dette vil de fleste børn nok foretrække.
Metode 2: Kirsebærmarmelade med bær
Alternativt kan man sigte væsken fra kirsebærrene – denne gemmes til syltetøjet. Dernæst fisker man stenene op med et par små gafler. Du skal være 100% sikker på, at du får hver og en med. Ellers risikerer man, at nogen brækker en tand, hvis de kommer til at bide i en kirsebærsten. Når alle sten er fjernet, hælder man kirsebærrene tilbage i saften og giver det et opkog igen, før man hælder det på glas. Fordelen er, at man bibeholder bærrene i syltetøjet.
Kirsebærmarmelade uden tilsætningsstoffer
Hjemmelavet marmelade og syltetøj smager af så meget mere end det købte. Når man først har vænnet sig til den rige smag af hjemmelavet marmelade, kan købt syltetøj smage lidt vandet. En anden af fordelene ved at koge syltetøj selv, er at man helt kan undgå at tilføje konserveringsmidler og andre kunstige tilsætningsstoffer. I stedet for konserveringsmiddel bruger jeg lige dele sukker og bær, så sukker fungerer som konserveringsmiddel. Du kan læse mere om holdbarhed af syltetøj og marmelade uden tilsætningsstoffer efter opskriften.
Hvorfor jeg tilsætter citron til kirsebærmarmelade
Jeg tilsætter først og fremmest citron til marmeladen, fordi det smager godt. Ellers kan kirsebærmarmelade godt mangle lidt syrlighed. Men jeg tilsætter også citronsaft og citronskal som erstatning for geleringsmiddel. Citronen hjælper til, at marmeladen tykner bedre. Kirsebær har nemlig et lavt indhold af pektin, så det bliver ikke særlig stift, med mindre man koger det længe. Af samme grund bruger jeg altid friske kirsebær, når jeg koger syltetøj og marmelade af kirsebær. Når man fryser kirsebær, svækkes pektinen. Så frosne kirsebær egner sig bedst til kirsebærsovs. Hvis man vil lave syltetøj eller marmelade af frosne kirsebær, og man ønsker, det skal være stift, må man tilsætte pektin.
Jeg bruger altid økologiske citroner, når jeg skal bruge skallen. Så undgår man de giftstoffer (pesticider), som konventionelt dyrkede citrusfrugter behandles med, som især sidder i skallen.
Hvad kan man bruge kirsebærmarmelade til?
Kirsebærmarmelade er vildt lækkert på chiagrød. Chiagrød med syltede kirsebær smager som risalamande eller som risifrutti – bare lidt sundere og helt uden tilsætningsstoffer. Se opskriften her: chiagrød med syltede kirsebær. Ellers er marmeladen også god på skyr, pandekager og ost, eller hvor man ellers ville bruge en mørk syltetøj.
Kirsebærmarmelade af fuglekirsebær med sten
Ingredienser
- 300 g kirsebær med sten
- 200 g sukker
- 1 økocitron saft og skal
- ¼ vaniljestang korn og bælg
Sådan gør du
- Hæld kirsebær og sukker i en gryde og lad det trække lidt. Hvis du hellere vil koge i mikroovn, kan du se beskrivelse af fremgangsmåden i mikroovn efter opskriften.
- Skrab kornene ud af vaniljestangen og put både korn og stang i gryden.
- Riv citronskallen fint og put det i gryden sammen med saften fra citronen.
- Kog kirsebærrene, til kirsebærstenene begynder at slippe kirsebærrene. Det tager 5–10 minutter.
Metode 1:
- Hæld bærrene i en sigte over en skål.
- Brug en ske til at purere så meget af bærrene gennem sigten, du kan.
- Hæld kirsebærmarmeladen tilbage i gryden og kog, til det har en passende konsistens.
- Hæld på rengjorte og skoldede glas.
Metode 2
- Hæld bærrene i en sigte over en skål, så saften bevares.
- Fisk vaniljestangen op og smid den ud.
- Brug to gafler til at fiske alle sten op.
- Hæld kirsebærmarmeladen tilbage i gryden og kog, til det har en passende konsistens.
- Hæld på rengjorte og skoldede glas.
Se andre opskrifter på syltetøj og marmelade
Sådan koger jeg syltetøj og marmelade i mikroovn:
Man skal bruge en skål eller et glas, som tåler mikroovn. Jeg koger marmeladen i en glasskål med kanter, jeg kan holde ved, så jeg kan tage ved den uden at brænde mig. Jeg kan godt kan lide, at jeg kan følge med i kogningen gennem glasskålen og kan se, om der ligger uopløst sukker i bunden af skålen. Når marmeladen er kogt færdig, fylder jeg den over i et glas med en sovseske.
Fremgangsmåden er, at jeg bringer syltetøjet i kog ved fuld effekt og dernæst koger det færdigt ved lav effekt. Sæt skålen i mikroovnen og kog ved fuld effekt – i min mikroovn er det 900W – til syltetøjet er kommet i kog. Syltetøjet skal boble over hele overfladen, før du skruer ned for effekten. Rør rundt efter det første minut. Pas på – glasset bliver meget varmt.
Nu koges syltetøjet færdigt ved lav effekt. I min mikroovn bruger jeg næst-laveste trin, som er 180 W. Går det af kog, skruer jeg op til næste trin, som i min mikroovn hedder 360W. Jeg koger, til det har en passende konsistens. Det tager ca. 5 minutter med en portion på 100 g frugt og 50 g sukker. Se her, hvordan du bedømmer, om syltetøjet er færdigt. Mikroovne er forskellige, så hold øje med syltetøjet og juster mikroovnens effekt, hvis syltetøjet enten går af kog eller koger for vildt. Rør rundt ca. hver minut i starten til sukkeret er opløst. Fremgangsmåden for solbær, stikkelsbær og ribs er lidt anderledes. Følg opskriften på solbærsyltetøj, hvis du ønsker at koge disse bær til syltetøj.
Kogetider for forskellige mænder frugt og sukker i mikroovn
Kogetiden bliver længere jo større mængder frugt og sukker man koger i mikroovnen – i modsætning til når man koger i gryde. Mine opskrifter tager udgangspunkt i 100 g frugt, men man kan godt koge op til 300–400 g frugt til syltetøj i mikroovn. Vil man koge større mængder bær eller frugt, kan det bedre svare sig at koge syltetøjet i en gryde.
Mængde frugt og sukker | Kogtid og effekt i mikroovn |
100 g frugt + 50 g sukker | Fuld effekt: 2 minutter Lav effekt: 5 minutter |
200 g frugt + 100 g sukker eller 100 g frugt+ 100 g sukker | Fuld effekt: 4 minutter Lav – middellav effekt: 7 minutter |
300 g frugt + 150 g sukker eller 200 g frugt + 200 g sukker | Fuld effekt: 6 minutter Lav- middellav effekt: 10 minutter |
400 g frugt + 200 g sukker eller 300 g frugt + 300 g sukker | Fuld effekt: 7 minutter Middellav effekt:14 minutter |
400 g frugt + 400 g sukker | Fuld effekt: 9 minutter Middellav effekt: 15 minutter |
Obs: Tiderne er kun vejledende, da mikroovne ikke har nøjagtig samme effekt. I min mikroovn er fuld effekt 900 W, middellav effekt er 360 W og lav effekt er 180 W. Hold øje med, at syltetøjet ikke går af kog eller koger over og skru op eller ned for effekten, så det passer. Kogetiden afhænger også af, hvor meget væske, der er i frugten.
Se alle mine opskrifter på syltetøj og marmelade i mikroovn.
Holdbarhed og opbevaring af syltetøj og marmelade
Med halvt så meget sukker som frugt eller bær i opskriften, skal syltetøjet opbevares i køleskab og spises hurtigt. I køleskab holder syltetøjet sig fint et par uger eller ligefrem måneder, hvis man er omhyggelig med hygiejnen.
Hvis man vil lave langtidsholdbart syltetøj, skal man bruge lige så meget sukker som frugt, når der ikke er tilsat konserveringsmidler. Jeg opbevarer syltetøjet i vores uopvarmede kælder, der har en temperatur på mellem 5–20 grader fra vinter til sommer. Her holder syltetøj og marmelade med lige dele sukker og frugt i årevis. Læs mere om syltetøj og marmelade uden tilsætningsstoffer, og hvordan jeg rengør glas til syltetøj.
