Havregrød med blomkål og gulerødder
Havregrød med grøntsager er en dejlig mættende morgenmad. Denne version med gulerødder og blomkål er blevet en af mine favoritter, som jeg spiser meget ofte. Jeg bruger blomkålsris og revne gulerødder, som jeg koger sammen med havregrynene. Grøntsagerne blender af sig selv ind i grøden, når den koges, så grøden bliver helt blød og cremet.
Susanne: lækker og sund havregrød uden tilsat sukker
Jeg spiser grøden uden sukker eller andet sødemiddel, og jeg synes, den smager så godt. Både gulerødder og blomkål er ret søde grøntsager, så de gør havregrøden lidt sødere uden at påvirke blodsukkeret på samme måde som sukker eller honning. Kanel og vanilje bidrager også til, at grøden smager sødere, uden at at man tilsætter sukker. Med bær og nødder på toppen er det både en sund og meget lækker morgenmad.
Hvorfor spise morgengrød med grøntsager?
Morgengrød med grøntsager er en let måde at komme til at spise mere grønt. I denne opskrift på havregrød med grøntsager er der gemt 150–200 g gulerødder og blomkål, men man mærker overhovedet ikke, at morgenmaden indeholder så meget grønt. Grøntsagerne bidrager med kostfibre, vitaminer og mineraler. Det gode ved kostfibrene er, at de forsinker optagelsen af kulhydraterne, og modvirker stigning i blodsukkeret. Man føler sig mæt længere med grøntsager i grøden. Grøntsagerne er også gode for fordøjelsen.
Tæller du kulhydrater, skal du være obs på, at havregryn har et højt indhold af kulhydrater. Der er 34 g. kulhydrat i en portion af denne havregrød med grøntsager. Du kan se hele næringsberegningen efter opskriften.
Hvis du gerne vil prøve en varm morgengrød uden havregryn, kan du også prøve at lave min blomkålsgrød med kokos. Her er blomkålsris hovedingrediensen, og kokosmel giver grøden en dejlig smag og en god konsistens. Det er en anderledes måde at spise blomkål til morgenmad på, men den er også virkelig lækker.
Hvis du gerne vil have endnu flere grøntsager ind i morgenmaden, kan du også prøve mine opskrifter på grøn energigrød. I modsætning til havregrød med grøntsager består den grønne grød udelukkende af blendede rå grøntsager og lidt frugt, og man spiser den kold. I energigrød kan man få 400–500 g rå grøntsager i en portion. Den grønne energigrød er ikke helt så let at gå til som havregrød med kogte grøntsager – den kræver lidt tilvending. Du kan evt. starte med energismoothie i stedet. Der får du ca. 200 grøntsager.
Hvis du gerne vil starte lige så stille med at spise flere grøntsager til morgenmad, men ikke har lyst til en portion rå grøntsager på tallerkenen som i energigrød, er havregrød med grøntsager meget nem at gå til. Du får en almindelig, varm og cremet havregrød – bare med en god portion grøntsager gemt i grøden.
Grøntbarometer og kulhydrater (klik og læs mere)
Grøntsager (100–600 g)
Frugt og bær (100–600 g)
Kulhydrater i en portion
Havregrød med blomkål og gulerødder
Ingredienser
- 100 g blomkålsris
- 100 gulerod 1 gulerod pr. portion
- 2 dl mælk
- ¾ dl havregryn
- ¼ tsk. kanel
- ¼ tsk. vaniljepulver (se hvordan du kan lave dit eget vaniljepulver uden sukker)
- 1 knsp. salt
Forslag til toppings
- Bær
- Banan
- Æble
- Nødder
Fremgangsmåde
- Riv gulerod og bland alle ingredienserne i en gryde.
- Kog 5–10 minutter, til havregrøden har den rette konsistens.
- Server med nødder, bær eller frugt.
Noter
Næringsberegning for havregrød med gulerod og blomkål (uden toppings)
| Næringsindhold | pr. 100 g | pr. portion (433 g) |
|---|---|---|
| Energi, kcal | 55 | 263 |
| Fedt, g | 0,8 | 3,3 |
| Kulhydrat, g | 7,9 | 34,4 |
| - heraf sukkerarter, g | 3,5 | 15 |
| Kostfibre, g | 1,9 | 8,1 |
| Protein, g | 3 | 12,8 |
Kilde: Deklarationsberegneren. Jeg tager forbehold for eventuelle fejl i beregningen og unøjagtigheder i de anvendte data. Da næringsindholdet afhænger af de konkrete råvarer, er værdierne vejledende og ikke en garanti for det præcise næringsindhold i den færdige ret.
Se andre opskrifter på morgenmad