Gooseberry fool – dessert med stikkelsbær og hyldeblomst
Gooseberry fool er en britisk dessert med stikkelsbær og flødeskum. I min version vender jeg hyldeblomstsaft i den piskede fløde. Det giver en let sød hyldeblomstcreme, der balancerer de syrlige stikkelsbær rigtig fint og gør desserten ekstra lækker.
En gooseberry fool kan minde om en trifli med stikkelsbær, men hvor trifli typisk har knas vendt i cremen, serveres en fool med sprøde småkager ved siden. Jeg har valgt at lave gooseberry fool med de italienske mandelkager amaretti. De er glutenfri og giver en lækker kontrast til den bløde og cremede dessert. Makroner og marengs passer også godt hertil. Hvis du ikke har lyst til at bage, eller hvis du ikke går efter en glutenfri dessert, kan du også bruge andre sprøde småkager eller krydderkiks som for eksempel Bastogne.
Der er meget stor forskel på sødmen i stikkelsbær, så du må smage kompotten til med mere sukker om nødvendigt. Da mine stikkelsbær er røde, bliver desserten pink, når jeg laver den. Hvis du har de gulgrønne stikkelsbær, vil du få en lys mere afdæmpet farve i glasset.
Hvad betyder gooseberry fool?
Gooseberry er det engelske navn for stikkelsbær, men det er ikke klart, hvad ordet fool egentlig betyder i denne sammenhæng. Jeg har spurgt en englænder i familien, som slog det op i Oxford Dictionary. Denne ordbog foreslår, at ordet måske skal forstås i betydningen nar. Jeg forestiller mig, at det henviser til, at fool er en simpel dessert lavet af få ingredienser, eller som enhver kan lave. En anden mulig forklaring, jeg har set på nettet, er, at navnet stammer fra det franske ord fouler, som betyder at træde på eller presse – fordi stikkelsbærrene bliver mast.
Ordbogen.com oversætter fool til skum, så gooseberry fool kunne kaldes stikkelsbærskum. Det synes jeg, er en fin oversættelse af desserten til dansk. Det lyder da ret lækkert.
Susanne: En klassisk sommerdessert med stikkelsbær og fløde
Jeg bliver aldrig træt af bær med fløde. Der er en af de enkle klassiske desserter, som kan laves i et utal af varianter. I denne gooseberry fool suppleres stikkelsbærrenes intense og syrlige bærsmag med den lette blomsteraroma fra hyldeblomstsaft. Det søde flødeskum runder smagen af og gør desserten både let, frisk og cremet.
Gooseberry fool – dessert med stikkelsbær og hyldeblomst
Ingredienser
- 400 g stikkelsbær
- 3 spsk. sukker 45 g (evt. mere, hvis stikkelsbærrene er meget syrlige)
- ½ dl hyldeblomstsaft
- 2,5 dl piskefløde
- ameratti makroner, marengs eller andre sprøde småkager
Fremgangsmåde
- Kog stikkelsbærrene med sukker til de brister. Det tager 10–12 minutter ved middel varme.
- Fisk bærrene op og læg dem i en skål og kog lagen ind til tyk sirup 2–3 minutter ved god varme.
- Hæld lagen over stikkelsbærrene og lad det køle af i køleskabet, til det er helt koldt.
- Pisk flødeskum. Blandt først en lille smule af flødeskummet med hyldesaften og bland så dette med resten af flødeskummet. Tilsæt stikkelsbærkompotten og vend rundt. Det skal ikke blandes helt – der må gerne være striber af stikkelbær i flødeskummet.
- Anret i glas og top med ameratti, makroner, marengs eller andre sprøde småkager.
Hvad kan man bruge stikkelsbær til?
Stikkelsbær er meget velegnede i gooseberry fool. Stikkelsbær har en dejlig syrlighed, som går rigtig godt med fløden. Stikkelsbærrenes høje pektinindhold gør, at kompotten bliver fast, så desserten holder sin konsistens, når fløde og stikkelsbærkompot vendes sammen.
Stikkelsbær gør ikke meget væsen af sig. Det er ikke sådan, at man går forbi en stikkelsbærbusk og tænker, ej her dufter godt af stikkelsbær. Men de har deres egen charme med den tunge og intense syrlige bærsmag. Derfor er stikkelsbær ekstra gode i kager og desserter. En af mine yndlingskager er denne stikkelsbærtærte, men de er også særdeles velegnede sammen med andre frugter, da deres egen smag ikke er så distinkt. De har snarere den evne, at de fremhæver smagen af de bær, de blandes med. Jeg tilsætter for eksempel stikkelsbær til i kirsebærrene i denne kirsebærtærte.
Jeg bruger også meget ofte stikkelsbær i marmelade af frugter, som ellers ikke har så højt pektinindhold for at sikre en god konsistens. Prøv for eksempel hindbærmarmelade med stikkelsbær eller kirsebærmarmelade med stikkelsbær.
Se andre opskrifter med stikkelsbær